Løb og urmenneske

Evolutionært set er det en generel antagelse at udviklingen er vores hjerne har bidraget til at mennesket adskiller sig fra resten andre pattedyr, men faktisk er det at vi er i stand til at løbe.
Arkæologiske undersøgelser har vist at der for ca. 4,1 millioner år siden skete en udvikling i Afrika, der har medvirket til dannelsen af den oprejste gang. Gennem Centralafrika blev der dannet stor kløft som følge af stort jordskælv. På vestlige side bevaredes tropiske klima med tæt regnskov, hvilket har været bosted for skovlevende primater, der senere udvikler sig til chimpanser og gorillaer.

Øst for denne kløft ændredes de klimatiske forhold og dermed tætheden af bevoksningen, hvilket skabte savannen. Formentlig som tilpasning til de ændrede omgivelser, har datidens primater udviklet evnen til at gå på bagbenene og dermed tilbagelægge større afstande og holde øje med truende rovdyr. Samtidig er der tydelige tegn på anvendelsen af redskaber og ændret kostsammensætning fra bær og frugter til mere fedt- og proteinholdig kost, hvilket er essentielt for dannelse af hjernens bestanddele.
Menneskets forfader Homo Erectus var dengang besiddelse af betydelig fysisk kapacitet og udholdenhed, der langt overgår vores nuværende egenskaber. Dette har blandt andet været medvirkende til at der kunne tilbagelægges store afstande og dermed også løbe. Mennesket har i flok reelt kunne løbe et hvilken som helst dyr træt. Derfor kan den stigende tendens til at folk løber betragtes som en tilbagevenden til vores sande natur – langdistanceløb.

Den naturlige løbestil

Der findes ikke en korrekt måde at bevæge sig på. Hver enkelt individ har sin unikke måde at bevæge sig på og skabe fremdrift til f.eks. løb. For nogle ser det legende let ud, som om de glider gennem luften, mens andre er mere besværer og mere bærer præg af at skulle kæmpe sig igennem et tykt lag gelé. Måden vi bevæger os på bliver grundlagt i vores barndom og når først vi er blevet voksne er det yderst vanskeligt at ændre på noget så fundementalt som en løbe-/gåbevægelse.

For tiden er der en spændende debat omkring hvilken løbestil der er den mest optimale med hensyn til energiforbrug og risiko for skader. Den klassiske rullende løbestil, der havde sit højdepunkt i 80´erne, hvor man anbefalede hælisæt og rullende bevægelse over foden med afsæt over storetåen, er inden for de seneste år blevet stærkt kritiseret. Hæl-tå stilen blev i mange år båret frem af de førende løbesko producenter (Nike air, Asics Gel m.fl.), der på det tidspunkt arbejde meget med støddæmpning af hælisæt, for at undgå overbelstningsskader i bevægeapparatet. Sidenhen er dette udviklet sig til diverse korrektionsmuligheder med hensyn til pronation/supination.

 

Hæl-tå løb  kritiseres for at foden sættes i jorden foran kroppens massemidtpunkt og dermed vil tyngdekraftens modreaktioner skulle absorberes i kroppen, samtidig med at man vil opnå fremdrift. Dette svarer til at man på samme tid kører i bil med den ene fod på speederen og den anden på bremsen. Kritikere af hæl-tå løb mener at denne energi-absorption ved hæl isæt er årsagen til skader i underekstremiteterne eller ryggen. Denne antagelse er til dels korrekt, men også unaunceret eftersom andre løbestile også bevirker skader.

Inden for de seneste par år har der været meget forkus på blandt andet pose-tech runnning og chi-running, der fuldstændigt bryder med den klassiske hæl-tå løbestil.

 

 

Pose-tech løbestilen blev udviklet allerede i 70´erne af universitetsforskeren og coach´en Dr. N. Romanov. Løbestilen blev først introduceret til russiske specialstyrker og eliteatleter for sidenhen at blive udbredt i USA og resten af verden. Pose-tech stilen er teoretisk opbygget omkring af ændre tyngdekraftens (gravity) indvirkning på kropppen til fremdrift (propulsion). Selve løbebevægelsen tager udgangspunkt i “midt-forefoot position” (pose stance), hvor kroppen er i fremadlænet position. Næste fase i løbestilen er at lade tyngdekraften arbejde og falde forover for derefter udføre et hurtigt relativt kort skridt frem og lande “mid-foretfoot”, mens standbenet trækkes lige op under kroppen (haseaktivitet).

 

Denne bevægelse reducerer betydeligt “ground reactions foreces” på kroppen – særligt knæ, hofte og ryg. Dette er blandt andet årsagen til at pose-tech running er blevet markedsført som skadesfri løb, hvilket er en stor overdrivelse og misforståelse efter som pose-tech running kræver betydelig styrke i bl.a. dybe flexorer i fod/underben, samt laterale hoftemuskler. Man kan sige at skaderne bare er anderledes for den utrænede løber.

Chi-running er opstået ud af ultraløber-miljøet, hvor Danny Dreyer med udgangspunkt i tai chi har udviklet løbestilen i 90’erne. Chi-running bruger en tai chi inspireret forklaringsmodel, hvor energier skal strømme frit gennem kroppen, hvorfor en af grundtankerne bag chi-running er at løb skal føles afslappet. Man har ligeldes tanken om at man skal lade de store muskler arbejde og ikke løbe på en måde, der gør at små muskler skal udføre en stor muskels arbejde – dette er grundelementet bag den afslappede løbestil. Chi-running minder på mange punkter om pose-tech running, med den konstante fremadlænede stil og fodisæt under/bagved kroppens massemidtpunkt i modsæting til den klassiske løbestil med hæl isæt, hvor fod isæt er foran kroppens massemidtpunkt.

Dog foreskriver chi-running mere en “full foot” landing, hvilket gør at ankelleddet er i neutralstilling. Dette medfører at stødabsorptionen sker mere i underbenets knogle og bindevævskontrsuktion i modsætning til pose-tech, hvor underbenets muskler/sener tager imod impactet.

Samtidig beskrives der at bækkenet skal holdes vandret under løb og at tilbageføringen af underbenet fra toe-off sker i en cirkulær bevægelse, hvor der i pose-tech stilen beskrives et lige løft. Samtidig bør knæet i svingfasen/fremadføringen, ved chi running,  ikke komme væsentligt frem foran modsatte knæ, mens der ved pose-stilen skal være s-formet position med knæet løftet ca. 45 grader.

Kadancen beskrives for chi-running som bedst omkring 180 fodisæt per min (begge fødder – dvs. ca. 90 skridt per min.), mens pose-tech beskriver at kadancen øges naturligt med hastigheden.

 

Natural running er når man løber barfodet eller med sko, der er meget fleksible, hvilket oftevil bevirke en ændret løbestil. Grunden er til dette er, at vores fødder ikke er skabt til at lande på hælen, hvis vi ikke har ekstra stødabsorberende materiale til at beskytte vore hælbensknogle. Derfor vil de fleste, der løber barfodet komme længere frem på foden og ende med det begreb, man kalder forfodsløb. Løbestilen er meget tæt beslægtet med såvel Pose-tech running og chi-running når man ser på selve fodens kontaktfase, overvejelserne om løbeøkonomi og generelle comfort. Den store forskel ligger efter min mening i at der ved natural running ikke er opstillet regler og tekniske vejledninger til hvordan man bør løbe. Ved natural running er det essentielle at løbet skal føles naturligt og afslappet og at man skal lade ens egne hjerne arbejde med at bearbejde de sanseindtryk man får fra fodsålen og resten af kroppens sanseapparat. Denne tankegang bakkes op af de nyeste tendenser indenfor bevægelsesvidenskab (movement science), hvor man typisk arbejder med personer der efter skade skal genindlære en bevægelse/aktivitet. Her er det på samme måde essentielt at lade personens egen hjerne problemløse og udarbejde strategi for løsning på baggrund af de sanseinput der er tilgængelige.
Nedenstående link kan give lidt inspiration til ens løb:

http://www.barefootrunning.fas.harvard.edu/3RunningBeforeTheModernShoe.html

http://barefoot-running.com/index.php

 

Den optimale løbeteknik kan udfra ovenstående betegnes som evnen til at minimere bevægelser der bremser fremdrift i kroppen under løb og dermed tærer på energien, hvilket evolutionært har vist sig helt afgørende. I nutiden er der naturligiv ingen ydre fjender og målsætningen mht. ens løbestil er derfor i høj grad defineret af hvilket formål og målsætning man har.

Husk på at løb skal føles behageligt og skabe velvære.