Sportsfysioterapeut

Aut. fysioterapeut, Kristian Winther Kristensen, B.PT
FIFA Diploma in Football Medicine
Sportsfysioterapeut.
Cert. Mulligan Practitioner stud. (eksamen 2027).

.

Kristian Winther Kristensen

Speciale indenfor muskuloskeletal og idrætsfysioterapi.

  • Aut, Fysioterapeut, B.PT.
  • Cert. Mulligan Practitioner stud. 
  • Stud. Diplom Muskuloskeletal Fysioterapi
  • Idrætsfysioterapi kursusrække.
  • FIFA Diploma – Football Medicine.
  • Smertefysioterapeut.
  • Osteopati-kursusrække.
  • Cert. Aalborg Modellen.
  • Cert. laserterapeut.
christoffer lund fysioterapeut

Kristian er uddannet fysioterapeut fra UCN med topkarakterer og har erfaring indenfor både sportsfysioterapi, muskuloskeletal fysioterapi og postoperativ genoptræning.
Kristian har blandt andet arbejdet flere år som ansvarshavende fysioterapeut i Vendsyssel FF, hvor han var en del af det daglige arbejde omkring professionelle fodboldspillere og havde ansvar for både skadesbehandling, genoptræning og return-to-play.

Kristian er i gang med efteruddannelse indenfor og muskuloskeletal fysioterapi henimod titlen diplom muskuloskeltal fysioterapeut.

Kristian er på baggrund af sit åbenlyse talent indenfor sportsfysioterapi og ved deltagelse på kurserne indenfor The Mulligan Concept headhuntet til klinikken.

En uddannelse som diplom i muskuloskeletal fysioterapeut er det højeste niveau af uddannelse indenfor skader i bevægeapparatet med hensyn til undersøgelse, diagnostik og behandling af problemer i “bevægeapparatet” – det vil sige problemer med ryg, nakke, arme eller ben. Man bliver trænet i at udføre en dybdegående og grundig undersøgelse, diagnostik og behandling af muskler, nerver og bindevæv, hvilket sikrer kvalitet og konsistens af behandlingsforløbet.

Derudover lærer en muskuloskeletal fysioterapeut om forskellige smertemekanismer som akutte smerter, langvarige smerter og smerter, som stammer fra selve nervesystemet. Uddannelsen er anerkendt af foreningen Danske Fysioterapeuter, og er ligeledes internationalt anerkendt (IFOMT).

Som behandler

Min tid som fysioterapeut i Vendsyssel FF har givet mig en stor faglig interesse for idrætsfysioterapi og en solid erfaring med undersøgelse, behandling og genoptræning af sportsskader. I professionel fodbold arbejdede jeg med hele forløbet omkring den skadede spiller – fra den første vurdering og planlægning af behandlingen til genoptræning, belastningsstyring, skadesforebyggelse og tilbagevenden til sporten.
Det har lært mig, hvor vigtigt det er, at et behandlingsforløb både er grundigt, målrettet og tilpasset den enkelte.

Jeg interesserer mig særligt for at finde frem til de faktorer, der ligger bag patientens problemstilling. Derefter udarbejder vi sammen en plan, som tager udgangspunkt i patientens mål og hverdag. Det kan være ønsket om at vende tilbage til fodboldbanen, golfbanen eller cyklen, men også blot værdien i at
kunne passe sit arbejde, lege med sine børn, gå en tur i skoven eller bevæge sig mere frit og trygt i hverdagen.

For mig er den gode relation en vigtig del af behandlingen. Jeg prioriterer derfor tid, nærvær og tydelig kommunikation.
Patienten skal føle sig set, hørt og forstået – og være aktivt involveret i de beslutninger, der træffes undervejs. Jeg lægger stor vægt på at forklare undersøgelsens fund og behandlingsplanen på en måde, der er til at forstå.

Foruden – her og nu – symptomlindring, så ønsker jeg at give dig dybdegående forklaringer på årsagssammenhænge og vedligeholdende faktorer på dit problem, således at du også forstår hvorfor tingene opfører sig, som de gør. Når man forstår sin situation og ved, hvorfor man gør, som man gør, får man også bedre forudsætninger for at tage aktiv del i sit eget forløb.

Ligesom man skal have forventninger til mig som behandler, så har jeg også en forventning om, at den enkelte tager del i behandlingen, hvor jeg hele tiden søger aktiv inddragelse og fælles beslutningstagen omkring behandlingsplan og målsætning, da du er ekspert på din krop og dine forudsætninger.

Jeg arbejder med en kombination af grundig undersøgelse, manuel behandling, vejledning og målrettet træning. Behandlingen tilpasses altid den enkelte person, den konkrete problemstilling og det funktionsniveau, patienten ønsker at vende tilbage til.

Humor og godt humører en fast bestandel af min hverdag, da det er min overbevisning at et “smil” eller “glimt i øjet” aldrig skader :-).
Desuden er der også evidens for at godt humør frisætter forskellige stoffer i hjernen, faktisk virker  smertelindrende.

“Godt humør = mindre smerter”.

Som menneske

Jeg bor i Vodskov sammen med min kone, vores to børn og vores lille hund, som jeg elsker at bruge min tid sammen med. Familien betyder meget for mig, og jeg sætter stor pris på at have tid til både familie og venner.

Sport har altid fyldt meget i mit liv. Jeg spillede selv fodbold i omkring 15 år, og selvom jeg aldrig har spillet på højt niveau, har fodbolden givet mig en stor glæde ved sport og konkurrence. I dag interesserer jeg mig blandt andet for fodbold, golf og cykling, og jeg kan også godt lide selv at være fysisk aktiv med træning eller lange gåture i skoven.

Jeg er et stort konkurrencemenneske og kan godt lide, når der er noget at gå efter – hvad enten det er på golfbanen, på cyklen, i træningslokalet eller efteruddannelsessektoren 🙂

Når jeg ikke dyrker sport, holder jeg meget af at rejse og opleve nye steder. Jeg nyder også at lave god mad og bruge tid sammen med familie og venner – gerne omkring et godt måltid og et godt glas vin.

Uddannelse

Kristian har efteruddannet sig inden for sportsfysioterapi gennem Dansk Selskab for Sportsfysioterapi og gennemført hele kursusrækken. Derudover har Kristian gennemført FIFA Diploma in Football Medicine uddannelse. Hans erfaring fra både professionel fodbold, kommunal genoptræning og privat klinik har givet ham mulighed for at arbejde med mange forskellige typer patienter og problemstillinger.

Kristian har dertil uddannelse indenfor osteopatiske behandlingsprincipper og mestrer flere former for manuel mobilisering og manipulation.

Kristian er under uddannelse til Certified Mulligan Practitioner og gennemført kursusrækken i The Mulligan Concept, hvor smertefri manuel behandling kombineres med aktiv bevægelse og funktionel genoptræning.

Samtidig er Kristian i gang med Diplomuddannelsen i Muskuloskeletal Fysioterapi.
Kristian er certificeret i Aalborg Modellen – klinikkens samlede tilgang til undersøgelse, smertebehandling, kommunikation, aktiv rehabilitering og patientstyret målsætning og kan derfor tilbyde “second opinion” behandling til komplicerede patientforløb.